1 Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på, hvad fåfængt er? 2 Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede: 3 “Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!” 4 Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem. 5 Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme: 6 “Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!” 7 Jeg kundgør HERRENS Tilsagn. Han sagde til mig: “Du er min Søn, jeg har født dig i Dag! 8 Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje; 9 med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!” 10 Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere, 11 tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven! 12 Kysser Sønnen*, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusser hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham! { [*måske skal der læses: Kys hans Fødder.] }